Alexander Langhede: “Jeg dummede mig ved køb af website..” – DEL 2

Vi aftalte med sælgeren, at vi skulle overføre halvdelen af pengene til ham i første omgang, hvorefter han ville sende os diverse filer for hjemmesiden, og dette skete helt som aftalt. Derefter var aftalen så, at vi skulle overføre de sidste penge til ham, inden vi til sidst ville få selve hjemmesiden overført til os.

Pengene blev overført dengang tilbage i januar, men den dag i dag har vi stadigvæk ikke modtaget vores hjemmeside. I de første par uger efter var det muligt at komme i kontakt med sælgeren, der blot undskyldte og garanterede, at han snart ville sende os hjemmesiden, men siden hen er det ikke lykkedes os at få kontakt til ham, selvom jeg ellers synes, at vi har prøvet ihærdigt. I dag har vi accepteret, at vi nok aldrig kommer til at se mere til hverken hjemmesiden eller pengene.

Dette indlæg er ikke skrevet for at advare mod at købe projekter på auktionssider, fordi man kan uden tvivl gøre en rigtig god handel her! Min pointe er blot at pointere, hvor vigtigt det er, at man virkelig sikrer sig, at den givne sælger er til at stole på. Jeg følte selv, at jeg havde en god kemi med sælgeren, men jeg burde nok have sørget for at få nogle flere kontaktoplysninger på personen, og set i bakspejlet ville en kontrakt for handlen nok også have været en god idé.

Heldigvis blev vi i vores tilfælde ”kun” snydt for 2.000 kroner, og nu er vi så den erfaring rigere – men derfor er der jo ingen grund til, at du laver den samme fejl!

Husk selvfølgelig at følge Alexander på Twitter, her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *